I godt to måneder har thyboerne samlet ind til nødhjælp til Ukraine. Indsatsen er værdsat, og der er fortsat brug for hjælpen.
En kæmpe velvilje overalt, flere end 50 forskellige initiativer og en massiv opbakning fra både erhvervs- og handelslivet i Thy betyder, at Thy For Ukraine gennem de seneste to måneder har samlet 939.665,- kr. ind til nødhjælp til Ukraine via Røde Kors.
Men på trods af massiv hjælp til landet som følge af Ruslands invasion, så er udfordringerne for de ukrainske flygtninge ikke blevet mindre – tvært imod. Det forklarer katastrofechef i Dansk Røde Kors, Bjarke Skaaning:
– Jeg har ikke set det på den måde før, som vi nu ser det i Ukraine. Det er så mange, der flygter på meget kort tid. Det er så voldsomt, fortæller han.
Fortsat stort behov for nødhjælp
Røde Kors er taknemmelige og dybt imponerede over indsatsen fra Thy For Ukraine. Samtidig håber organisationen, at alle har energi til at fortsætte lidt endnu. For selv om mange måske er ved at være fyldt op af forfærdelige historier om og fra krigen, så er behovet for nødhjælp fortsat lige så stort, som ved krigens begyndelse.
– Vi er i krigens tredje måned, og situationen bliver mere og mere tilspidset for de hundredtusindvis af civile, der stadig er fanget i byer østpå. Her er kampene taget til, samtidig med at det fortsat er ekstremt svært at få forsyninger ind og folk ud. Vi frygter det værste, siger katastrofechef hos Dansk Røde Kors, Bjarke Skaaning.
Mange er på flugt
Ifølge tal fra UNHCR er der flygtet flere end seks mio. mennesker fra Ukraine siden 24. februar, og de krydser fortsat grænserne dagligt i tusindtal. Samtidig er flere end syv mio. internt fordrevet i landet.
Dansk Røde Kors beskriver situationen lige nu som meget anspændt og meget farlig for rigtig mange civile. Mange har ikke adgang til mad og el, og familier er blevet splittet. Katastrofechefen har ikke tidligere set en lignende situation.
– Vi er vidner til en desperat humanitær situation lige nu. Civile er fanget i krydsilden i byerne. De gemmer sig i kældre og beskyttelsesrum. Vi frygter, at endnu flere børn og voksne vil miste livet i de kommende dage, når kampene i byerne eskalerer.
Tæpper for millioner
Siden krigen begyndte, har Røde Kors blandt andet indkøbt for 44. mio. kr. tæpper, madrasser, hygiejnepakker og mad. Der er planlagt flere indkøb af den type varer for yderligere 20 mio. kr. Så er der indkøbt 10 biler, som skal hjælpe teamet i deres arbejde med at organisere uddelingen af nødhjælp, og der er pt sendt 15 mio. kr. til Røde Kors i nabolandene for at støtte til indsatserne der.
Bjarke Skaaning fortæller, at de med nødhjælpsmillionerne arbejder intensivt på at dække de basale behov hos dem, der er allerhårdest ramt. De har brug for mad, tæpper, husly, hygiejnepakker og medicin. Behovet vokser for hver dag, og ingen ved, hvornår det er ovre. Derfor er det fortsat brug for hjælp til nødhjælp i Ukraine:
– Kigger man på krigen lige nu, ser den ikke ud til at stoppe i morgen. Pengene skal ikke bare bruges næste uge. Der kan opstå et behov i de næste 14 dage, måneder, i princippet i år frem, siger Bjarke Skaaning.