Nyhed:

Show fik indsamlingen til at nå nye højder

Der blev føjet yderligere 356.500,- kroner til Thy For Ukraine indsamlingen da Vi elsker Thy, Thy Erhvervsforum og Radio Limfjord i samarbejde afholdt Thy For Ukraine liveshow, som blev streamet på facebook.

– Jeg havde faktisk ikke turdet at drømme om, at vi kunne nå så langt, da vi for blot 14 dage siden besluttede, at vi ville gøre det her. Men det viser bare endnu engang, hvad vi kan i Thy. Vi har udelukkende mødt velvilje og opbakning til projektet, så jeg er dybt taknemmelig, og synes det gik forrygende, siger en glad handelschef fra Vi elsker Thy ovenpå aftenens program, hvor han selv var vært sammen med Marie Frank Mitchell, der undervejs havde besøg i studiet af en række interessante gæster.

Kæmpe opbakning fra Thys erhvervsliv
De mange penge kommer dels fra i alt tre større donationer. To på hver 100.000,- fra Thisted Forsikring og Sparekassen Thy og en på 50.000,- fra Sønderhå-Hørsted Sparekasse. Derudover havde en lang række af virksomheder doneret beløb eller produkter, som blev solgt på auktion, og samlet set indkasserede den del 106.500,- kroner. Det samlede beløb blev ved showets afslutning afsløret af Jens Hammer fra Thy Erhvervsforum, som er den, der har taget kontakten til de mange virksomheder:

– Der har været fuld velvilje. Vi føler os tæt forbundne med Ukraine – også i erhvervslivet – og selv om der er nogle, som måske har nogle politikker om, hvad de egentligt vil støtte, så har jeg også oplevet, at de har genovervejet og valgt at gå med. Vi har mange Ukrainere i Thy, og de har betydning for vores erhvervsliv, de er en del af vores arbejdsstyrke, så mange føler det her er tæt på, siger Jens Hammer, bestyrelsesmedlem i Thy Erhvervsforum.

Personlige historier undervejs
Showet blev sendt fra Limfjordsteatret på Frederikstorv i Thisted. MD Duo underholdt med musik undervejs, og blandt gæsterne som i løbet af showet kiggede forbi var Nataliia Gudymenko og Konstantin Polishkevich, der begge er herboende ukrainere.

De fortalte, hvordan de begge de seneste fire uger har været meget bekymrede for familiemedlemmer i Ukraine og samtidig haft meget travlt med at hjælpe landsmænd, som er kommet hertil. Begge udtrykte stor taknemmelighed for den store opbakning som Thy For Ukraine har fået blandt thyboerne.

Før indsamlingsshowet i aftes var der allerede samlet 425.746,- kroner ind til nødhjælp gennem Thy For Ukraine. Med pengene fra i aftes er det samlede beløb som Thy For Ukraine nu kan sende direkte videre til Røde Kors oppe på 782.246,- kroner.

Husk der fortsat er plads til dit initiativ, og du kan dele det lige her på siden.