Situationen i Ukraine har berørt rigtig mange af os, og der er en stor vilje i befolkningen til at hjælpe og gøre en forskel.
Men det er vigtigt, at vi hjælper på den rigtige måde.
Meldingen fra Røde Kors er, at man bedst kan hjælpe ved at give pengedonationer. Doneret tøj, mad og lignende er meget dyrt og ineffektivt at sende afsted. Samtidig er logistikken omfattende og ofte nærmest umulig.
Det kræver den rigtige opbevaring, køretøjer og planlægning at sikre, at tingene kommer derhen, hvor behovet er på det pågældende tidspunkt. Og det behov kan ændre sig på de døgn, som tøj, madvarer m.m. er undervejs, inden det når frem.
Røde Kors’ indsats i Ukraine og nabolandene er specialiseret, forberedt nødhjælp. Ukoordinerede indsatser med indsamling og uddeling af varer risikerer at blokere veje, toldbehandling og frivillige kræfter, der lige nu skal bruges til livreddende hjælp.
Pengedonationer giver derimod Røde Kors fleksibilitet til at hjælpe, der hvor behovet er størst, med det, der er mest behov for – fx hygiejnepakker, medicin, vand og psykosociale indsatser.
Lige nu vinder penge altså over donationer af ting.
Det er også baggrunden for, at Røde Kors og Thisted Kommune er gået sammen om projektet Thy For Ukraine.
Projektet gør det muligt at indsamle penge via en lang række forskellige initiativer og idéer.
Du kan finde inspiration til, hvordan du kan være med til at samle penge ind her.