Nyhed:

Dit initiativ gør en forskel

Thy For Ukraine samler ind til akut nødhjælp via Røde Kors, men hvad betyder indsatsen egentlig?

Mens Thy har travlt med at samle penge ind til nødhjælp i og omkring Ukraine, så arbejder Røde Kors dag og nat på at få dine penge ud at gøre en forskel for de ti-tusindvis af mennesker, der lige nu er ramt af krigen.

– Vi yder livsvigtig førstehjælp og psykisk førstehjælp, og vi står klar med mad og vand, varmt tøj, ly og kontantbeløb til de mange familier på flugt, samt med støtte og udstyr til hospitaler og klinikker. Situationen lige nu er meget anspændt og meget farlig for rigtig mange civile. Mange ukrainere har ikke adgang til mad og el. Familier er blevet splittet, og folk bekymrer sig om deres nærmeste, fortæller Bjarke Skaaning, der er katastrofechef i Røde Kors

Base i det sydvestlige Ukraine
Røde Kors i Danmark har base i byen Chernivtsi i det sydvestlige Ukraine. Her holder det danske hold på 12 mand til. De er bl.a. logistikere, katastrofekoordinatorer og ansatte med speciale i psykisk førstehjælp. Det er også her de træner frivillige fra Ukrainsk Røde Kors i psykisk førstehjælp til de mange tusinde flygtninge i området.

I alt flere end 6.000 Røde Kors ansatte og frivillige er i gang med at hjælpe, og ukrainsk Røde Kors har trænet civile, som har søgt tilflugt og beskyttelse på fx metrostationer, i førstehjælp. Det betyder, at de nu kan hjælpe, hvis deres familier eller venner skulle blive udsat for angreb.

Akut nødhjælp for millioner
Bjarke Skaaaning fortæller, at der indtil videre er indkøbt for 44 mio. kr. tæpper, madrasser, sengesæt, hygiejnepakker og mad til uddeling over de kommende uger. Der er også købt 10 biler, som i den kommende weekend bliver sendt til området og skal indgå i arbejdet.

– Vi er lige nu vidner til en eskalerende humanitær katastrofe i Ukraine. Næsten 3,6 mio. mennesker er allerede flygtet ud af Ukraine til nabolandene. Lige nu er det de mest sårbare, som bliver hårdest ramt: ældre, familier med små børn, handicappede, som ikke har adgang til de allermest basale ting. Det er meget bekymrende og meget alvorligt, siger katastrofechefen.

De seneste dage har Røde Kors leveret nødhjælp i Slavjansk, i Donetsk, i Severodonetsk, i Mariupol, i Luhansk og i Kyiv. Det har været alt fra medicinsk udstyr til mobile sundhedsklinikker, over lægemidler, medicin, madrasser og tæpper til hospitaler, til mad og vandtanke til sikring af rent drikkevand.

Derudover har de bl.a. også stået for informationsarbejde om sikkerhed og om miner.

Også til steder i landene omkring Ukraine
Samtidig arbejder Røde Kors med uddeling af nødhjælp i nabolandene, og organisationen har på nuværende tidspunkt sendt 15 mio. kroner til den indsats.

– Opgaverne er mange og behovene ændrer sig også løbende. Uskyldige civile flygter i hundredtusindvis fra angrebene. De flygter over hals og hoved og efterlader alt. Behovet for hjælp er allerede enormt og vil kun blive større de kommende dage og uger, siger Bjarke Skaaning.

FAKTA: Det kan Røde Kors købe for dit donerede beløb:
For 25 kr. kan de uddele en lille fødevarepakke til et menneske på flugt.
For 60,- kr. kan de give et varmt nødhjælpstæppe til et barn/en voksen på flugt
For 125,- kr. kan de uddele en hygiejnepakke til et menneske på flugt.
For 210,- kr. kan de uddele en stor fødevarepakke til en person i en hel måned.
For 700,- kr. kan de uddele et helt sovesæt med madras, pude, dyne og sengetøj til et menneske på flugt.